Beskrivelse
Det vestlige USA i autocamper er en fantastisk kør-selv tur for dig, der vil tæt på naturen og tæt på familien. Denne rejse er intet mindre end perfekt for børnefamilier, for der er mange og varierede oplevelser undervejs. På rejsen i autocamper besøger du tre amerikanske storbyer, og du oplever de mest storslåede nationalparker, USA har at byde på. Der er også kørsel på Route 66, kæmpetræer og ørkenoplevelser i vente på denne rejse i autocamper, der kræver minimum 16 dages leje. Har du mere tid, kan du med fordel forlænge nogle af de stop, der appellerer mest til dig – eller tilføje dine egne.
> Start i Los Angeles
> Turens varighed: Minimum 16 dage
> Distance: 3.800 km.
16 dage i autocamper fra kr. 17.834
Gælder leje med afhentning fra Los Angeles d. 24. juni 2023 og aflevering samme sted d. 10. juli 2023.
Det er muligt at leje på andre datoer. Søg priser her.
Prisen inkluderer:
- 16 dage/15 nætters leje af autocamper model C25 med plads til max. 5 personer
- 4.000 kilometers kørsel (ruten er 3.800 km lang)
- Alle nødvendige forsikringer i forbindelse med rejsen i autocamper
- Gratis vejhjælp 24 timer i døgnet
- 10% rabat på alle KOA campingpladser
- Gratis køkkenudstyrspakke og gratis ekstra førere
- Alle relevante sæsonrabatter og aktuelle tilbud (disse er indregnet)
Rejsen på kort

Ruten på kort. Tallene angiver det antal overnatninger, som du mindst bør afsætte for at få den bedst mulige oplevelse.
Tallene på kortet angiver antal overnatninger. Du kan tilføje flere overnatninger til rejsen i autocamper efter eget ønske.
Rejsebeskrivelse og forslag til campingpladser
For at gøre det så nemt som muligt for dig at planlægge din rejse i autocamper i USA, har vi med afsæt i Cruise Americas viden udarbejdet dette forslag til en rejse gennem det vestlige USA i autocamper. Forslaget giver dig:
- Forslag til rutevalg, distancer og rejserytme
- Overblik over seværdighederne undervejs
- Forslag til overnatninger (bemærk: du skal selv booke campingpladserne på din rejse)
Stop 1: Ad Highway 1 mod nord til Santa Margarita (1 overnatning)
Denne rejse i autocamper starter i Los Angeles, som du med fordel kan ankomme til nogle dage i forvejen. Her er nemlig masser af oplevelsesmuligheder, som ikke kræver en autocamper. Besøg f.eks. Beverly Hills, Hollywood og Walk of Fame, tag på stranden ved Malibu eller Santa Monica eller oplev nogle af de mange forlystelsesparker, f.eks. Disneyland eller Universal.
Når du har samlet din autocamper op, går turen mod nord ad Route 101. Området omkring Santa Barbara, som du nu kører igennem, bliver kaldt Amerikas Riviera. Her ligger strandene i forlængelse af hinanden og der er et rigt udeliv med restauranter, caféer og barer. Hold ind et sted og smag på herlighederne.
Forslag til campingplads langs Highway 1: Santa Margarita Lake Campground.
★ Seværdigheder langs vejen: Besøg evt. Chumas Painted Cave, som rummer Chumash-indianernes klippemalerier.
✪ 240 miles / 386 km til Santa Margarita
Stop 2: San Francisco (min. 2 overnatninger)

San Franciscos vartegn: Golden Gate Bridge
I dag fortsætter rejsen mod nord og mod San Francisco. Men inden du kommer så langt, er der mulighed for at besøge det berømte Hearst Castle ved San Simeon ca. 100 km fra Santa Margarita. Derudover gælder om at få gjort en masse stop på turen op langs Highway 1, hvor du stort set hele tiden kan se Stillehavet. Højdepunkter på turen er Big Sur og Pebble Beach, som er vidt berømte for sine smukke landskaber. Et stop i kunstnerbyen Carmel (hvor Clint Eastwood var borgmester en overgang) og fiskerbyen Monterey (kendt fra flere af Steinbecks romaner, som udspiller sig her) er også oplagt.
Vælger I at tilføje en overnatning til turen, er der også tid til at besøge Monterey Akvarium eller tage på hvalsafari. Hvad du kan få at se, afhænger af først og fremmest af sæsonen men naturligvis også af dit held. Læs om mulighederne her.
Golden Gate Bridge
Et af turens absolutte højdepunkter er turen over Golden Gate Bridge. Hvis du vælger at campere på Petaluma KOA, som vi anbefaler, kommer helt naturligt ud at køre på broen (mod en mindre afgift), og det er en helt enestående oplevelse at passere de enorme, røde bropiller og se San Franciscos skyline i det fjerne. Det er ganske enkelt den perfekte måde at gøre sit første bekendtskab med San Francisco, som hører til blandt USA’s smukkeste storbyer. Læs mere om mulighederne i San Francisco her.
Forslag til campingpladser i San Francisco: San Francisco Koa Petaluma
Petaluma ligger 34 miles (50 km) nord for Golden Gate Bridge. Campingpladsen er perfekt for børnefamilier for her er masser af bondegårdsatmosfære og hygge. Børnene kan klappe pladsen dyr, der er hoppeborg og en stor swimmingpool, og så er her andre børn at lege med. Campingpladsen arrangerer dagsture til San Francisco, hvis I ønsker en nem alt-i-en løsning. Alternativt kan I tage camperen ind til byen, men stort i så fald dagen tidligt, så I kan finde parkeringsplads.
Et alternativ til Petaluma camping er en plads i forstaden Pleasanton, The Fair Park RV.com. Campingpladsen er knap så hyggelig og mindre ferie-orienteret, men har den fordel, at man har en togstation (BART-toget) indenfor rækkevidde, så I har nem adgang til San Francisco.
★ Seværdigheder langs vejen: Big Sur, Carmel, Monterey, Pebble Beach, Golden Gate Bridge.
✪ 250 miles / 400 km til San Francisco KOA Petaluma
Stop 3: Yosemite National Park (min. 2 overnatninger)

Yosemite National Park
Vi anbefaler en tidlig start på dagen, som bringer dig tværs over Californien til byen Coarsegold og Yosemite RV Resort.
Stedet er udgangspunkt for det første nationalparkbesøg på turen, og det er noget af en park, du skal besøge. Yosemite har tindrende høje bjerge, frodige dalstrøg og mægtige vandfald. Her er et rigt dyreliv med rovfugle, egern og ikke mindst bjørne.
Campingpladsen ligger lige ved indgangen til Yosemite og herfra er der under en times kørsel til parkens absolutte centrum, Yosemite Valley.
Vandfald, bjerge og søer
Inde i selve parken, som du har en fuld dag til at nyde, er der masser af aktivitetsmuligheder. I kan leje cykler og udforske den dejligt flade dalbund, eller I kan give jer i kast med en af de mange vandreruter, som bringer jer på tæt hold af de mange vandfald, f.eks. Bridal Veil, Nevada Falls eller Yosemite Falls.
Forslag til campingplads ved Yosemite National Park: Yosemite RV Resort med swimmingpool og mange andre faciliteter.
Et alternativt forslag og godt forslag er campingpladserne (Upper Pine og Lower Pine) inde i selve Yosemite Valley, men her kan det være svært at få plads med mindre, du bestiller i god tid. Se guide til camping i nationalparker her. Disse campingpladser drives af National Park Service og er enkle, men hyggelige.
★ Seværdigheder langs vejen: Turen ud af San Francisco er smuk, hvis I kommer fra Petuluma. Strækningen tværs over Californien er flad og jævnt kedelig, men så snart I nærmer jer Yosemite, forvandles landskaberne radikalt.
✪ 230 miles / 370 km til Yosemite RV Resort
Stop 4: Sequoia National Park og verdens største træer (min. 1 overnatning)

General Sherman i Seqouia National Park
I dag er der kæmpetræer på menuen, og kursen skal sættes mod Sequoia National Park mod syd. Skoven er hjemsted for nogle af de største træer i verden, herunder General Sherman, som er verdens største træ målt i masse.
Men hvor stort er det? Det er 84 meter højt, har en diameter på 7,7 meter og har en volumen på ca. 1.500 kubikmeter. Og hvor gammelt er det så? Et sted mellem 2300 og 2700 år!
Afvekslende kørsel
I kommer til at køre gennem afvekslende landskaber i dagens løb. Første stræk går mod fladere terræn og byen Fresno, hvor I evt. kan gøre frokoststop og proviantere lidt. Herfra er der bjergkørsel på menuen ad rute 198 mod Seqouia National Forest og en af Californiens ældre byer Visilia, som også er hjemsted for dagens campingplads.
Sørg for at må så meget tid som muligt blandt de enorme træer. Vi anbefaler en tur op på Moro Rock, som byder på et fantastisk vue ud over bjergene. Og klap så træerne, heriblandt mægtige General Sherman. Du kan planlægge dit besøg i parken her.
Forslag til campingplads ved Sequoia National Park: KOA Visilia. Her får I camping med faciliteter såsom pool.
Det er også muligt at finde campingpladser inde i selve Sequoia National Park – men her er faciliteterne færre. Læs mere om mulighederne på Recreation.gov.
★ Seværdigheder langs vejen: Landskaberne på dagens tur er mange steder flotte og imponerende. Sørg for, at der er tid til stop under vejs.
✪ 140 miles / 225 km til Visalia/Fresno KOA
Stop 5: Las Vegas (2 overnatninger)

Neonbyen Las Vegas
Nu går turen til spillebyen Las Vegas, hvor helt andre oplevelser venter. Turen hertil går ad motorvej og motortrafikvej, men, hvis tiden tillader det, så læg gerne en ekstra overnatning ind i Death Valley (Furnace Creek Campground). Dette anbefales dog ikke i sommermånederne på grund af den intense varme i netop Death Valley.
Vel fremme i Las Vegas er det oplagt at bruge tiden med at slentre langs The Strip, hvor underholdningen er righoldig – og ikke mindst alsidig. Er du til gambling, behøver du ikke læse mere. Casinoerne ligger nemlig tæt. Du kan også blive gift (!), tage i en forlystelsespark eller opleve et af de mange shows, f.eks. det berømte Cirque de Soleil. Sidst med ikke mindst byder Las Vegas på god outlet shopping. Tag også en tur i Fremont Street og oplev lysshow og gratis koncerter.
Forslag til campingplads i Las Vegas: Circus Circus Campground, hvor I bor lige ud til The Strip.
✪ 260 miles / 418 km til Las Vegas
Stop 6: Zion National Park (min. 1 overnatning)

På tur i Zion National Park
Kun tre timer fra Las Vegas ligger den tredje nationalpark på din rejse gennem det vestlige USA i autocamper, nemlig Zion National Park. Her bliver du igen budt velkommen af den smukkeste natur og der er rig mulighed for vandre på parkens mange stier. Vi anbefaler især en tur op til Angels Landing, som byder på de flotteste udsigtspunkter. Der også mulighed for at tage rideture i parken.
Har I mere tid til rådighed, så gør evt. et stop i skønne, men oversete Valley of Fire på vejen mod Zion, og læg så to overnatninger her. På den måde får I en hel dag til at opleve Zion og får flere oplevelser alt i alt.
Forslag til campingplads i Zion National Park: St. George / Hurricane KOA, som ligger vest for nationalparken, der er beriget med et godt transportsystem med bus, så I slipper for vejkaos, når I skal ind i parken. Campingpladsen har swimmingpool og ligger naturskønt med mulighed for gåture direkte fra pladsen.
✪ 150 miles / 214 km til Zion National Park
Stop 7: Bryce Canyon National Park (min. 1 overnatning)

Bryce Canyon og de tusundvis af spir.
Forude venter endnu en nationalpark, men du kommer ikke til at blive træt af naturoplevelserne for denne park er helt anderledes fra dem, du allerede har set. Bryce Canyon består af tusinder af rødorange sandstens-spir, som alle ligger i bunden af en stor dal. Sceneriet er storslået dagen igennem, men træder specielt smukt frem ved solopgang og solnedgang.
Også her i Bryce er der masser af stier til korte såvel som lange ture. Snyd ikke dig selv for en tur til bunden af dalen, hvor du kommer helt tæt på de mange spir. Det er også muligt at komme på ridetur i Bryce. Bryce Canyon så rig på muligheder for store naturoplevelser, at du roligt kan bestille to overnatninger her.
Forslag til campingplads i Bryce Canyon National Park: KOA Cannonville/Bryce Valley
✪ 140 miles / 225 km til Bryce Canyon National Park
Stop 8: Lake Powel og Flagstaff (min. 1 overnatning)

Lake Powell er en opdæmmet – og meget stor sø og og udgør et herligt rekrativt område.
Hvis I står tidligt op, kan I både nå at nyde solopgangen over Bryce Canyon og få en tidlig start på dagens køretur til Lake Powell og Flaggstaff. Og hvad er så Lake Powell? Det er en opdæmmet sø, og den er enorm. Det er nemlig intet mindre kraftfuldt end Coloradofloden, som holdes tilbage af en kæmpe dæmning ved Page. Dæmningen er i sig selv spektakulær. Og det er en tur på Lake Powell helt bestemt også. Du kan bestille bådtur fra Lake Powell Resort Hotel. Se her for bådleje ved Lake Powell.
Fra Lake Powell går turen videre mod Arizona og Flaggstaff, hvor vi foreslår, at du overnatter. Hvis tiden er til det, anbefaler vi dog at din rejse i autocamper får endnu et stop, nemlig ved Antelope Canyon, som byder på nogle af de flotteste sandstensformationer i hele USA.
Forslag til campingplads i Flagstaff: KOA Flagstaff
Tag to overnatninger her, hvis du er til ørkenlandskaber og western-stemning. Inden for rækkevidde af campingpladsen i Flagstaff er klippeformationerne ved Sedona (30 miles), ruiner fra indianerlandsbyer og meget andet.
✪ 285 miles / 460 km til Flagstaff
Stop 9: Grand Canyon (2 overnatninger)

Grand Canyon skal bare opleves på en tur til det vestlige USA i autocamper.
Flagstaff ligger i 7.000 fods / 2.133 meters højde. Men denne morgen har du og din familie mulighed for at komme endnu højere op. I kan nemlig hoppe på Flagstaff Skiride, en skigondol i nærheden, som bringer jer helt op i 3.500 meters højde. Herfra toppen kan I skue ud over Grand Canyon, Coconino National Forest og selve Flagstaff. Der er også mulighed for at tage på vandretur fra campingpladsen eller søge mod syd og besøge Walnut Canyon, hvor man kan se huler, som tidligere blev beboet af områdets indianere.
Når I for alvor bryder op og gasser op i autocamperen, så skal I dog sætte kurs mod vest. Dagens mål er Willams, som er et godt udgangspunkt for jeres kommende besøg i Grand Canyon.
Vil I opleve Grand Canyon på en helt speciel måde, så bestil en tur i helikopter eller tag på rafting tur. Læs mere om begge dele her.
Forslag til campingplads ved Grand Canyon: KOA Grand Canyon
Campingpladsen er et godt sted for børnefamilier. Her er minigolf, ridning, fin bikes – og live western musik.
✪ 45 miles / 72 km til Willams
Stop 10: Route 66, pioner-stemning og en fantastisk pool (1 overnatning)

Med autocamper på Route 66 ved Kingman.
I dag vender I næsen mod kysten og Los Angeles. Men der er ingen grund til at forhaste sig, så har I lyst, er der tid til at nyde campingpladsens mange tilbud.
Dagens tur i autocamper er både kort og spændende, for I skal køre ad noget af det bedste af den historiske Route 66. Husk at gøre stop ved de spøjse butikker langs ruten, f.eks. i Seligman.
Målet er Kingman, og her venter en dejlig campingplads med stor pool. I er stadig i ørkenen, dog omgivet af bjerge, og tæt på kan I fornemme poinærstemningen, for man kan stadig se forvitrede hestevognaksler i landskabet langs Fort Beale Wagon Trail, som de første, modige settlere fulgte på deres rejse mod vest.
Vel fremme i Kingman er et besøg på byens Route 66 Museum oplagt.
Forslag til campingplads i Kingman: KOA Kingman
✪ 125 miles / 200 km til Kingman
Stop 11: Hoover Dam, Providence og Mojaves ørken (1 overnatning)

Med autocamper på Route 66 ved Kingman.
I dag venter en længere køretur i autocamper. Heldigvis er der nogle gode stop langs ruten.
Første stop på turen er endnu et Colorado River ikon, nemlig Hoover Dam, som ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona. Her er meget at se og lære, så tag bestik af de andre muligheder for stop på turen. Et andet af dem er Providence Mountains, der byder på smuk natur og fine stisystemer. Sidst med ikke mindst har I chancen for at besøge Mojave National Preserve. Sidstnævnte kan klart anbefales. Her får du ægte ørkenoplevelser med joshua trees, kaktus, vandrende sandklitter, vilde blomster, forladte miner og meget, meget mere.
Forslag til campingplads i Barstow: KOA Barstow
✪ 340 miles / 550 km til Barstow
Stop 12: Aflevering af autocamperen i Los Angeles
3,5 timers kørsel bringer jer til Carson ved Los Angeles, hvor autocamperen skal afleveres.
Tilpas ruten til dine ønsker
Ovenstående ruteforslag er opskriften til en forrygende rejse gennem det vestlige USA i autocamper. Men som alle andre forslag, er det netop kun et forslag. Det står dig frit for at tilpasse rejsen i autocamper til egne ønsker og behov. Bemærk også, at rejsen kan begynde og slutte i San Francisco såvel som Las Vegas, hvor Cruise America har udlejningsstationer med autocampere i alle størrelser.
Bemærk: Campingpladserne i dette forslag til rute er ikke inkluderet i den viste pris.