Generelle betingelser

Vær tryg, når du bestiller. Læs vores generelle betingelser i ro og mag, inden du booker din leje af autocamper.
Vær i øvrigt opmærksom på dine muligheder for fri afbestilling.

Reservation af køretøj

Autocampers.dk har arrangeret din autocamper leje med det udlejningsfirma, der er anført på din bookingbekræftelse. Autocampers.dk optræder i den forbindelse som booking agent og har alene rollen som formidler af lejeaftalen mellem udlejningsfirmaet og dig.

For at kunne arrangere lejemålet opkræver Autocampers.dk betaling fra dig på vegne af udlejningsfirmaet.

Bookingbekræftelsen er ikke en lejekontrakt. Når udlejningskøretøjet afhentes, skal den lejekontrakt, der forelægges af udlejningsfirmaet og som er gældende i henhold til de lokale love, underskrives af lejer.

Autocampers.dk kan ikke holdes ansvarlig, hvis du ikke opfylder alle udlejningsfirmaets krav for at leje køretøjet, eller hvis du ikke har alle de påkrævede dokumenter.

Yderligere gebyrer kan tilkomme ved leje uden for normale åbningstider, eller hvis du ved afhentning af autocamperen tilvælger yderligere ydelser og services. Sådanne gebyrer faktureres af og under kontrakt med udlejningsfirmaet og er - medmindre andet er udtrykkeligt aftalt - Autocampers.dk uvedkommende.

Autocampers.dk’s rolle som formidler betyder i øvrigt, at vi ikke kan udstede momsregninger.

Almindelige betingelser om leje af autocamper

Reservationer er kun mulige for køretøjskategorien og ikke for en specifik model. Bemærk, at der i særligt i Europa ofte er flere autocampermodeller i samme køretøjskategori. Det udleverede køretøj kan derfor afvige fra de billeder, der vises på www.autocampers.dk.

Udlejeren på afhentningsstedet forbeholder sig ligeledes ret til at udlevere et alternativt køretøj af identisk eller højere kategori, hvis den bestilte kategori mod forventning, ikke er tilgængelig. Det kan indebære, at du får udleveret en større autocamper.

Derimod kan udlejer ikke indenfor rammerne af aftalen udlevere et køretøj fra en mindre kategori eller en autocamper, der har færre senge og faciliteter.

Har lejer f.eks. bestilt en autocamper, der ifølge specifikationen har plads til 4 personer, automatgear samt bad og toilet, så har lejer krav på, at den udleverede autocamper som minimum lever op til dette.

Udlevering af en autocamper i højere/større kategori end bestilt, kan ikke anses som en misligholdelse af aftalen fra hverken udlejers eller formidlers side.

Særligt om afhentning af din autocamper

I Europa, USA og Canada gælder der faste tidspunkter for afhentning og aflevering af autocampere. Der kan anmodes om afhentning og aflevering af autocampere uden for disse tidsrum. Det må forventes, at tidlig afhentning/sen aflevering vil medføre ekstra gebyrer.

I Australien og New Zealand kan afhentning og aflevering ske inden for lejestationens åbningstid, som for de fleste stationers vedkommende er fra 9.00 til 17.00. Du vil blive bedt om at angive dine forventede tider for afhentning og aflevering, når du bestiller eller ved online check in.

Du vil få en grundig gennemgang af køretøjet ved afhentning af din autocamper.

Fortrydelse

Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2 finder anvendelse, hvilket indebærer at lovens frister og bestemmelser om almindelig fortrydelsesret (§ 19) er ugyldige ved handel med Autocampers.dk.

Se også vores betingelser om afbestilling nedenfor.

Afbestilling

Følgende regler er gældende hvis intet andet er anført i din ordrebekræftelse:

  • Ved afbestilling af en autocamperleje indtil 75 dage før lejens start er 15% af lejens pris tabt.
  • Ved afbestilling 75-60 dage før lejens start er 70% af lejeprisen tabt.
  • Ved afbestilling mindre end 60 dage før lejestart hele lejebeløbet tabt.

Afbestillinger skal indgives skriftligt til info@autocampers.dk, og bookingkode skal fremgå af afbestillingen.

Reservationsændringer

Før afhentning af autocamper

Ønsker du at ændre din autocamperleje inden lejens begyndelse, skal du henvende dig til Autocampers.dk så hurtigt som muligt.

a) Autocamper-model
b) Dato eller sted for afhentning og/eller aflevering
c) Tilkøb/fravalg af udstyr f.eks. kilometer-pakker, personlige udstyrspakker, tilkøb af generator mm.

Der beregnes et ekspeditionsgebyr på kr. 500, for ændringer under punkt a) og b). Ændringer under punkt c) udløser ikke ekspeditionsgebyr.

Vær opmærksom på, at lejeprisen genberegnes i nedenstående tilfælde:

  1. Ændring af navn på bestiller
  2. Ændring af autocamperens størrelse
  3. Ændring af sted eller dato for afhentning af autocamperen
  4. Ændring af sted eller dato for aflevering af autocamperen

En genberegning af lejeprisen indebærer, at prisen på leje af autocamperen opdateres i forbindelse med ændringen. Det betyder, at prisen kan ændre sig. Autocampers.dk’s politik afspejler i øvrigt udlejerens regler for samme.

Hvis du ønsker at ændre din leje, skal du kontakte Autocampers.dk på info@autocampers.dk. Vi anbefaler, at du kontakter os hurtigst muligt efter, at du har besluttet dig for, at noget skal ændres.

Under rejsen

Ved afhentning af autocamperen er det i visse tilfælde muligt at tilkøbe en række services og ydelser. Tilkøb af denne art skal afregnes direkte med stationen, hvor autocamperen hentes.

Du har ikke ret til nogen form for refundering, hvis du afleverer et køretøj før den planlagte og aftalte dato, hvis overtagelsen af køretøjet er forsinket på grund af en fejl fra din side, eller hvis du beslutter ikke at gøre brug af køretøjet.

Hvis du ikke afhenter din autocamper på den aftalte dato, betragtes det som et no show, og din leje vil være tabt. Skulle det indtræffe, at du pga. f.eks. flyforsinkelser bliver forhindret i at møde op på afhentningsdagen, så skal udlejer underrettes så hurtigt som muligt. Kontakt alternativt Autocampers.dk. Forsømmelse heraf kan medføre, at der ikke vil være et køretøj klar ved din ankomst.

Betaling & depositum

Køretøjet er endeligt booket, når du modtager bekræftelse.

Er der mere end 75 dage til afhentning, har du mulighed for blot at betale depositum, som svarer til 15% af den totale lejesum. I visse tilfælde kan der bookes helt uden betaling af depositum – læs mere her.

Du vil modtage en påmindelse om din restbetaling ca. 90 dage før, at autocamperen skal hentes. Påmindelsen sendes til bestillers emailadresse.

Autocamperlejen skal – medmindre andet fremgår udtrykkeligt af din ordrebekræftelse - være fuldt betalt senest 75 dage før afhentning af autocamperen.

Modtager Autocampers.dk ikke restbetalingen rettidigt, bliver lejeaftalen annulleret. Depositum refunderes ikke.

Medmindre andet er specifikt angivet på ordrebekræftelsen, inkluderer den betalte lejepris ikke:

  • Lokale betalingsanlæg eller motorvejsafgifter
  • Gebyr ved for sen aflevering
  • Brændstofomkostninger
  • Valgfri tilkøb eller udstyr, som du måtte købe lokalt ved afhentning
  • Visse lokale skatter, herunder:
  • Colorado Road Safety Fee, som opkræves lokal ved afhentning i Denver. Afgiften er på 2 dollars om dagen og skal betales for maksimalt 45 dage. Herefter kan der køres afgiftsfrit.
  • NJ Surcharge på 5 dollars pr. dag. Afgiften opkræves lokalt på lejer fra Newark og New York. Afgiften skal betales for maksimalt 28 lejedage, hvorefter der kan køres afgiftsfrit.
  • BC Surcharge på 1,5 dollars/dag, som opkræves på lejer fra Vancouver. Afgiften betales maksimalt for 28 dage, hvorefter du kan køre afgiftsfrit.
  • New Zealand Road User Charges (RUC), som betales ved aflevering af autocamperen. Der afregnes pr. 100 km efter følgende takster på NZD 6-8 afhængigt at autocamperens størrelse. Bemærk, at det er muligt at forudbetale RUC.

Problemer på rejsen

Hvis der opstår problemer under rejsen, skal lejer (du) straks og altid inden for 24 timer kontakte udlejningsfirmaet på det telefonnummer, som er blevet oplyst ved afhentning af autocamperen. Det er udlejers ønske og pligt hurtigt at afhjælpe problemer på stedet.

Skulle dette være utilstrækkelig til at løse problemet, bedes du kontakte Autocampers.dk på info@autocampers.dk eller i nødstilfælde på 92 15 17 21. Opgiv altid dit ordrenummer samt kontaktinformationer ved henvendelse. Autocampers.dk vil herefter søge problemet afhjulpet i samarbejde med udlejer.

Førers alder

I de fleste lande gælder, at føreren skal være fyldt minimum 21 år. Reglerne varierer afhængig af landet og udlejningsfirmaet.

Bemærk dog at udvalgte autocamper-modeller fra Hippie og Mighty kan lejes af personer helt ned til 18 år. Begge har autocampere i både Australien og New Zealand.

Detaljerede informationer om krav til fører fremgår ved bestilling.

Kørekort/Pas

Det er dit ansvar at sikre, at du rejser med gyldigt pas (og visum hvis nødvendigt). Den eller de personer, der skal føre autocamperen, skal desuden medbringe gyldigt kørekort. Pas og kørekort samt et internationalt anerkendt betalingskort skal medbringes ved afhentning af autocamperen.

I Europa, USA og Canada er det tilstrækkeligt at medbringe almindeligt dansk kørekort.

I Australien og New Zealand er det formelt et krav, at du foruden dit danske kørekort medbringer et internationalt kørekort.

Vær i øvrigt opmærksom på, at visse udlejere kræver, at du betaler depositum ved afhentning med et internationalt anerkendt kreditkort (ikke debit).

Køretøjsforsikring

  • Køretøjsforsikring (kaskoforsikring) er altid inkluderet i lejeprisen hos Autocampers.dk.
  • Den dækker forsikrede skader på den lejede autocamper.
  • Lejeren er ansvarlig for eventuelle skader på det lejede køretøj, indtil et evt. tredjeparts-ansvar er etableret.
  • Lejeren er altid ansvarlig for en selvrisiko. Selvrisikoens størrelse fremgår ved bestilling. Nogle udlejere tilbyder ekstra forsikring, så selvrisiko reduceres eller elimineres.
  • Vær opmærksom på, at forsikringen dækker køretøjet, men ikke dens passagerer. Personskade er således ikke omfattet af forsikringen.

Offentlig ansvarsforsikring

  • Ansvarsforsikring er inkluderet i lejeprisen.
  • Den dækker forsikrede skader på tredjemand og dennes ejendom.
  • I USA og Canada er forsikringssummen fastsat ved lov og vil derfor afhænge af, hvilken stat/provins/territorium, du befinder dig i.
  • Ansvarsforsikring kan ikke træde i stedet for en almindelig sundhedsforsikring.

Databeskyttelse

Dine data vil blive behandlet af os samt af den udlejer, du benytter. Som lejer anerkender du, at Autocampers.dk udveksler visse af dine data med udlejer. Kreditkortinformationer udveksles aldrig. Vi henviser i øvrigt til vores privatlivspolitik.

Erstatningsgrænser

Som direkte agent er Autocampers.dk udelukkende ansvarlig for formidling af reservationen af udlejningen til udlejningsfirmaet.

Autocampers.dk er ikke ansvarlig, hvis lejeaftalen ikke gennemføres lokalt af grunde, som kunden er ansvarlig for, herunder manglende eller ugyldige dokumenter ved afhentning (kørekort, pas, kreditkort), som ikke opfylder minimumskravene for lejen, eller manglende evne til at køre på grund af indtagelse af alkohol, narkotika, recepter mv.

Autocampers.dk er kun ansvarlig for at kompensere for økonomiske tab, som følger af medarbejdernes forsætlige eller groft uagtsomme handlinger.

I tilfælde af simpel uagtsomhed skal Autocampers.dk’s ansvar og størrelsen af erstatningen begrænses til de forudsigelige tab, som er typiske for kontrakten.

Erstatning kan kun komme på tale i de tilfælde, hvor en overtrædelse af en kontraktlig forpligtelse har særlig betydning for opfyldelsen af kontrakten.

Autocampers.dk er ikke ansvarlig og hæfter ikke for eventuelle krav baseret på den kontraktmæssige lejeaftale mellem kunden og udlejeren af autocamperen eller for autocamperen selv. I sådanne tilfælde skal lejer kontakte udlejeren af autocamperen. De nærmere regler herfor fremgår af lejekontrakten mellem lejer og udlejningsfirma.

Autocampers.dk er ikke og kan ikke gøres ansvarlig for det lejede køretøj og især ikke for den tekniske sikkerhed eller om køretøjet er egnet til kundens behov. I denne henseende er kundernes krav begrænset til den pågældende udlejer/ leverandør på stedet.

Ovennævnte betingelser er opdateret 1. december 2018 (tilføjet regler vedrørende leje af autocamper i Australien og New Zealand samt tilpasning af fortrydelsesretten).

Betingelserne er opdateret 31. juli 2019 (depositum reduceret til 15% af lejens totalpris).

Betingelserne er opdateret 13. september 2020 (mindre sproglige præciseringer og regler vedrørende leje af autocamper i Europa tilføjet).

Betingelserne er opdateret 5. november 2021 (tilføjet regler om fri afbestilling og fjernet gebyr for ændringer).

Betingelserne er opdateret 18. juli 2023 (genindsat gebyr for ændringer og tilføjet sproglige præciseringer).

Bredt utvalg - Døgnet rundt

Vælg din drømmedestination og find netop dén autocamper, der matcher dine behov. Book når det passer dig. Også i weekenden.

Læs mere

Dansk kundeservice

Få personlig rådgivning med korte svartider. Med vores hjælp er du godt dækket ind på din ferie i autocamper.

Læs mere

Globalt prismatch

Få glæde af vores prismatch garanti på alle vores autocampere i hele verden. Din garanti for den lavest mulige pris.

Læs mere
Scroll to Top